CHAOS 2018 – RELIGION & RECEPTION

RELIGION & RECEPTION

​Begreber som historie og tradition spiller en central legitimerende rolle i religioner, hvilket kommer til udtryk i både tekster, ritualer, ikonografi og artefakter. Tekster, mundtlige overleveringer, ritualer og regler for adfærd præsenteres ofte som fastlagte og grundlagt i en uforanderlig urtid eller af en eksemplarisk grundlægger. Dog ser vi i religionshistorien utallige eksempler på, at praksis ikke altid følger de formative forskrifter, men tilpasses nye kontekster og udsættes for fortolkning. Årets symposium undersøger, under temaet religion og reception, forholdet mellem forbilleder og fortolkninger, forestillinger om det formative og deres forandringer i nye kontekster.

Årets tema skal naturligvis (i receptionens navn) forstås som åbent for fortolkning og kan bl.a. dække over emner som; individuelle religioners reception af tekster, overleveringer og historie, individers reception af religioner og religioners reception af individer, religionernes reception af andre religioner, religionskritik som religionsreception og religioners reception af kritik, forskerens reception af religioner og religiøse menneskers reception af de forskere der studerer dem, samt en mængde andre perspektiver på tværs af tid og sted.

Bidragene til symposiet vil danne grundlag for et temanummer af tidsskriftet CHAOS. CHAOS er et fagfællebedømt tidsskrift og bidragene vil blive underlagt den samme redaktionelle vurdering som alle andre artikler. Vi beder derfor om at bidragene efterfølgende bearbejdes i artikelform med henblik på temanummeret.

Dato for symposiet er 4-5 maj 2018.

Deadline for abstracts var 1. marts 2018.

Se mere her

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer